Ledighedsydelse

Når du er godkendt til fleksjob, har du ret til ledighedsydelse, indtil du ansættes i fleksjob.

Find dit eget fleksjob

Du kan finde ledige fleksjob på jobnet.dk, men de allerfleste fleksjob bliver ikke slået op. Derfor er det en god idé at bruge dit netværk og søge uopfordret. Mange stillinger, der er slået op som almindelige deltidsstillinger, bliver også til fleksjob. Det er derfor en god idé også at søge på disse stillingopslag.

Måske skal du skifte branche, fordi du ikke længere kan arbejde inden for det område, hvor du tidligere har arbejdet. Hvis du er i tvivl om, hvad du kunne tænke dig at arbejde med, kan du komme i praktik på en virksomhed for at afprøve, om det er noget for dig.

Din arbejdstid og dine skånehensyn vil afhænge af dine konkrete arbejdsopgaver og af, hvordan opgaverne bliver tilrettelagt. Derfor er det noget, du og din arbejdsgiver må finde ud af i fællesskab.
Overvej også, hvordan du kan fortælle om dine skånebehov på en positiv måde.

Når du bliver tilbudt et fleksjob, skal du henvende dig til din kontaktperson i dit lokale jobcenter. En medarbejder fra jobcentret skal godkende fleksjobbet og vurdere din arbejdsevne i jobbet.

Indhold hentet fra borger.dk