Kontanthjælp - hvis du er 25 år eller mere

Du kan søge kontanthjælp, hvis du er fyldt 18 og dine forhold har ændret sig, så du ikke længere kan forsørge dig selv eller din familie.

Aktivitetsparat – hvad skal jeg?

Du bliver betragtet som aktivitetsparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er fyldt 30 år
  • jobcentret vurderer, at du ikke kan påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsøge dig selv inden for tre måneder, fx fordi du har sammensatte eller komplekse problemer af fx faglig, social eller helbredsmæssig karakter.
Du har ret til en koordinerende sagsbehandler

Hvis du er fyldt 30 år, og jobcentret vurderer, at du er aktivitetsparat, har du ret til en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler skal sikre, at du får en indsats, der er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.

Tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis du har komplekse problemer

Hvis du er aktivitetsparat, vil kommunen hurtigst muligt og senest efter seks måneder sørge for, at du får en helhedsorienteret indsats. Indsatsen skal afspejle dine individuelle behov og sikre, at du får en jobrettet indsats og hjælp.

Indsats rettet mod arbejde

Kommunens indsats er rettet mod at bringe dig tættere på et arbejde og vil så vidt muligt foregå på en almindelig arbejdsplads. Indsatsen skal samtidig tage hånd om dine forskellige udfordringer, fx sociale eller sundhedsmæssige problemer.

Hvis du undervejs får brug for støtte til at sikre, at du kan gennemføre de aktiviteter, der er aftalt, kan kommunen bevilge dig en mentor.

Tæt opfølgning på din indsats

Hvis du er vurderet aktivitetsparat, skal jobcentret løbende følge tæt op på den indsats og hjælp, du får. Opfølgningen har fokus på, om du udvikler dig hen imod et job. Opfølgningen skal sikre, at indsatsen løbende bliver tilpasset dine fremskridt. Jobcentret afholder samtaler med dig mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Du kan få en mentor

Hvis det på grund af personlige forhold i en periode ikke er muligt for dig at deltage i tilbud m.v., har du ret til mentorstøtte i den periode. Mentoren skal hjælpe dig med at få stabiliseret dit liv så meget, at du med tiden kan deltage i aktive tilbud.

Tilbud om mentorstøtte skal gives for en periode på seks måneder, og der skal som minimum være kontakt mellem mentor og dig en gang hver anden uge. Hvis du efter seks måneder fortsat ikke kan deltage i aktive tilbud, skal du have et nyt tilbud om mentorstøtte.

Mentoren kan blive ved med at følge dig – også den dag du får ordinært arbejde.

Har du været indlagt med en psykisk lidelse?

Hvis du er aktivitetsparat, og du har været indlagt med en psykisk lidelse, har du ret til at få tilknyttet en mentor.

Mentoren skal fungere som en udskrivningskoordinator, der skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde. Kommunen skal tilknytte mentoren, så snart dit udskrivningsforløb begynder.

Du har ret til mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.

Har du siddet i fængsel?

Hvis du sidder i fængsel, kan du få tilknyttet en udslusningskoordinator. Kommunen tilknytter en udslusningskoordinator, når fængslet begynder at planlægge dit udslusningsforløb. Udslusningskoordinatoren skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.

Sanktion, hvis du ikke står til rådighed

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v. Udgangspunktet er, at også personer, der modtager kontanthjælp som aktivitetsparate, skal udnytte deres arbejdsmuligheder aktivt og tage imod en indsats rettet mod ordinær uddannelse eller et rimeligt tilbud om arbejde, fx et job på nedsat tid og/eller hvor der tages hensyn til eventuelt skånebehov.

Hvis du ikke lever op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager kontanthjælp, skal kommunen give dig en sanktion.

Fx kan kommunen trække tre dage af din kontanthjælp i form af en såkaldt punktsanktion, hvis du fx uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde, undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job eller undlader at give meddelelse om sygdom til jobcentret eller din arbejdsgiver.

Hvis du er aktivitetsparat, og kommunen vurderer, du er i en udsat situation, skal kommunen anvende sanktionerne på en måde, der tager højde for, at du måske ikke har mulighed for at leve op til de krav, der stilles. Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om den skal give en sanktion over for en aktivitetsparat person, eller om der er andre rimelige grunde end dem, som udtrykkeligt er nævnt i loven, der kan begrunde, at en sanktion ikke skal gives. Rimelige grunde kan fx være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Hvis du er aktivitetsparat, skal kommunen kun give dig en sanktion, hvis sanktionen skønnes at fremme din rådighed.

Inden kommunen må give dig en sanktion, skal kommunen altid have udnyttet alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med dig om, hvorfor du som aktivitetsparat ikke lever op til de krav, kommunen har stillet til dig – fx om at deltage i aktive tilbud. Det betyder i praksis, at kommunen fx skal være i personlig kontakt med dig, hvis du ikke reagerer på en skriftlig partshøring forud for en sanktion. Den personlige kontakt kan fx være telefonisk eller personlig kontakt, hvor du bor eller opholder dig, herunder på et eventuelt behandlingssted.

Indhold hentet fra borger.dk