Integrationsydelse

Er du ikke berettiget til kontanthjælp, kan det være du kan få integrationsydelse.

Undtagelsesregler

Det forlængede opholdskrav og det nye beskæftigelseskrav skal som udgangspunkt ikke opfyldes, hvis du modtager uddannelses- eller kontanthjælp ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2019.

Du bliver dog omfattet af det forlængede opholdskrav og beskæftigelseskravet, hvis udbetaling af uddannelseshjælp eller kontanthjælp til dig har været ophørt i to hele sammenhængende kalendermåneder eller derover efter 1. januar 2019 og du igen ansøger om hjælp. I så fald skal du opfylde det forlængede opholdskrav på sammenlagt 9 år ud af de seneste 10 år samt det nye beskæftigelseskrav.

Kravet om, at du skal have opholdt dig lovligt i riget (Danmark, Færøerne eller Grønland) i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år og beskæftigelseskravet, gælder ikke, hvis du er EU/EØS-borger, i det omfang du efter EU-retten er berettiget til hjælpen.

Er du dansk statsborger og har opholdt dig i et andet EU/EØS-land i mere end et år, og får behov for hjælp fra det offentlige ved hjemkomsten, kan du i orienteringsbrev til kommunerne af 24. november 2016 læse om de regler, der gælder, herunder at der i forhold til opholdskravet også lægges vægt på den tilknytning, du har til Danmark. Du skal selv give kommunen de oplysninger, der er nødvendige for, at kommunen kan afgøre, hvilken hjælp du har ret til.

Indhold hentet fra borger.dk