Hvor længe kan du få sygedagpenge?

Her kan du læse mere om varighed for sygedagpenge

Du kan som udgangspunkt få udbetalt sygedagpenge fra den første fraværsdag. Udbetalingen af sygedagpenge ophører den dag, du er arbejdsdygtig igen. Det gælder, også selv om du ikke raskmelder dig.

Du kan som hovedregel højst få sygedagpenge i 22 uger inden for en 9-måneders periode. Inden de 22 uger er gået, foretager kommunen en revurdering af din situation, hvor den tager stilling til, om der er mulighed for at forlænge din sygedagpengeperiode. Perioden kan forlænges, når en af følgende betingelser er opfyldt:

  • Det anses for sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at du kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, dvs. til beskæftigelse på normale vilkår
  • Det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge din arbejdsevne, og det forventes at kunne ske inden for 69 uger
  • Du er under eller venter på lægebehandling, og der foreligger en lægelig vurdering med en sikker forventning om, at du vil kunne genoptage ordinær beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet.
  • Kommunen har vurderet, at din sag skal behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på at afklare, om du er berettiget til fleksjob, førtidspension eller ressourceforløb
  • En læge har vurderet, at du har en livstruende, alvorlig sygdom
  • Der er på revurderingstidspunktet rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade. I så fald kan udbetalingen af sygedagpenge fortsætte, indtil Arbejdsskadestyrelsen har truffet – evt. midlertidig – afgørelse om erhvervsevnetabserstatning
  • Der er modtaget en ansøgning om førtidspension efter § 17, stk. 2, i lov om social pension. En forlængelse er betinget af, at pensionssagen er påbegyndt, inden retten til sygedagpenge ophører.

Du vil overgå til et jobafklaringsforløb, hvis kommunen vurderer, at din periode med sygedagpenge ikke kan forlænges, men du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Indhold hentet fra borger.dk

Senest efter fire ugers sygdom skal din arbejdsgiver indkalde dig til en samtale, der har til formål at finde løsninger på, hvordan og hvornår du kan vende tilbage til din arbejdsplads. Hvis din sygdom er langvarig, er der måske mulighed for eksempelvis at starte op på nedsat tid eller med arbejdsopgaver, der bliver tilpasset dine behov.

Ved samtalen kan du og din arbejdsgiver udfylde en såkaldt ”mulighedserklæring”, hvis arbejdsgiveren finder det er nødvendigt. En mulighedserklæring er en lægeerklæring. Den skal udfyldes af dig og din arbejdsgiver i fællesskab for at skabe klarhed over, hvilke arbejdsopgaver du evt. kan løse på trods af din sygdom.

Din arbejdsgiver kan kræve, at du møder op og bidrager til at udfylde en mulighedserklæring. Hvis din sygdom forhindrer, at du kan møde frem, har du pligt til at medvirke i en telefonsamtale, hvor erklæringen bliver udfyldt. Hvis du ikke deltager i samtalen, bortfalder din ret til sygedagpenge fra din arbejdsgiver fra og med den dag, hvor du skulle deltage i samtalen, og til og med den dag, hvor samtalen gennemføres.

Når du og din arbejdsgiver har udfyldt side 1 i mulighedserklæringen, skal du tage erklæringen med op til din læge, som på side 2 giver sin lægefaglige vurdering. Bagefter skal du aflevere mulighedserklæringen til din arbejdsgiver efter aftale.

Der er ingen regler for, hvor tidligt en arbejdsgiver kan kræve en mulighedserklæring. Selv ved kort fravær kan din arbejdsgiver bede om at få udarbejdet en mulighedserklæring. Den kan også anvendes senere i et sygdomsforløb.

Læs mere om mulighedserklæringen på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

Indhold hentet fra borger.dk

Hvis dit sygdomsforløb forventes at vare mere end otte uger, vil du skulle indgå i et opfølgningsforløb hos kommunen.

Oplysningsskema fra kommunen

Din arbejdsgiver skal som udgangspunkt give besked om dit sygefravær til kommunen, inden der er gået fem uger fra din første sygedag. Når kommunen er orienteret om din sygemelding, sætter den gang i forskellige ting, så du kan modtage sygedagpenge og få hjælp til at komme tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.

Kommunen sender et såkaldt oplysningsskema til dig i din e-boks, som du skal udfylde. Du skal udfylde oplysningsskemaet i den digitale løsning Mit Sygefravær. Du skal være opmærksom på, at oplysningsskemaet skal være udfyldt senest otte dage efter, at det er afsendt fra kommunen, med mindre du har aftalt noget andet med kommunen.

Mens din arbejdsgiver ikke har ret til at vide, hvad du fejler, så forholder det sig modsat for kommunen, der som myndighed har ret til at vide det.

Du skal bl.a. også oplyse, hvor lang tid du forventer, at sygemeldingen vil vare, og du skal give dit bud på, om sygdommen påvirker din evne til at arbejde fremover. Kommunen bruger oplysningerne til at få den bedst mulige indsigt i din situation.

Obligatorisk lægeerklæring

Når kommunen har modtaget oplysningsskemaet og set, at du forventer at være syg mere end otte uger, vil kommunen bede dig om en lægeerklæring. I lægeerklæringen skal din læge vurdere din sygdom og situation.

Din læge skal også vurdere dine muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eventuelle skånehensyn, behandling og sygdommens forventede varighed. Din læge sender lægeerklæringen til kommunen, inden du skal til den første samtale hos kommunen. Formålet er også her, at din sagsbehandler klædes bedst muligt på til at kunne hjælpe dig.

Første samtale i kommunen

Hvis du er syg i længere tid, bliver du indkaldt til en samtale med en sagsbehandler i kommunen: Den såkaldte første opfølgningssamtale. Samtalen skal holdes senest otte uger fra din første sygedag. Samtalen handler om, hvilken hjælp du skal have for at komme tilbage i arbejde. Du og din sagsbehandler fastlægger i fællesskab den konkrete indsats, der skal sættes i gang, herunder hvordan du kan vende tilbage til dit arbejde. Kommunen tager som udgangspunkt også kontakt til din arbejdsgiver som led i at støtte, at du vender tilbage til arbejdet. Kommunen kan også vælge at indkalde dig og din arbejdsgiver til en fælles samtale.

Kommunen skal under hele sygeforløbet følge op på din sygemelding for at støtte dig i at fastholde dit arbejde eller din tilknytning til arbejdsmarkedet. Indsatsen skal altid være tilpasset den enkelte sygemeldtes situation og helbredstilstand.

Du kan kontakte jobcenteret i kommunen, hvis du vil vide mere om sygedagpenge og kommunens opfølgning.

Tidlig opfølgning ved langvarigt sygefravær - fast track

Du har mulighed for at få igangsat en ekstraordinær tidlig opfølgning – fast track – hvis du som sygemeldt allerede tidligt i dit sygdomsforløb ved, at dit fravær kommer til at vare mere end otte uger.

Både du og din arbejdsgiver kan bede om en tidlig opfølgning. Ansøger din arbejdsgiver, skal du altid bekræfte, at du er interesseret i den tidlige opfølgning.

Er der søgt om tidlig opfølgning, vil kommunen skulle tage første samtale senest to uger efter ansøgningen. Du kan altså hurtigere få hjælp til at lægge en plan for, hvordan du kan bedst muligt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Jobafklaringsforløb

Du overgår til et jobafklaringsforløb, hvis du fortsat er uarbejdsdygtig efter 22 uger, og kommunen efter en revurdering træffer afgørelse om, at din sygedagpengeperiode ikke kan forlænges. I et jobafklaringsforløb modtager du ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau uden hensyn til, om du har formue eller en ægtefælle/samlever. Forløbet varer maksimalt to år, men det er muligt at indgå i flere jobafklaringsforløb, hvis kommunen vurderer, at du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Under et jobafklaringsforløb modtager du en individuelt tilpasset tværfaglig indsats fra kommunen.

Indhold hentet fra borger.dk

Sygemeldte, der har en alvorlig sygdom, som gør, at det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt at være i kontakt med kommunen, behøver hverken at have samtaler eller deltage i tilbud.

Det gælder fx ved diagnoser som kræft eller svært hjertesvigt. Fritagelsen kaldes standby-ordningen.

Hvis du mener, at du bør fritages, skal du angive det på oplysningsskemaet eller kontakte kommunen.

Indhold hentet fra borger.dk

Kontaktinfo

Sygedagpengegruppen
Tlf.: 96284240
Send e-mail

Telefontider: 
Mandag - onsdag: 10-14
Torsdag: 10-17
Fredag: 10-12

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Læs mere om sikker mail

Den Digitale Hotline

Har du brug for hjælp til digital selvbetjening - også uden for åbningstid? Ring 70 20 00 00.

Den Digitale Hotlines logoDen Digitale Hotline